Adkomst Eksempel: To veninder, Samme Sætning, Fire Forskellige Vægte
Adkomst kan lyde som et abstrakt, akademisk begreb. Men det er noget, vi alle sammen genkender og reagerer på hver eneste dag - også uden for mødelokalet.
Her er et simpelt eksempel, der viser præcis, hvad begrebet betyder i praksis.
To veninder mødes på en café.
Den ene siger: "Mit knæ har gjort ondt i flere uger nu og jeg aner ikke hvorfor."
Den anden lytter og siger: "Det lyder som om det kunne være menisken”
Spørgsmålet er ikke, om udsagnet er rigtigt, altså om det er et problem med menisken! Spørgsmålet er, hvor meget veninden tror på det svar som hun fik af veninden - og det afhænger fuldstændig af, hvem – og med hvilken vægt, veninden siger det!
Hvis veninden er renovationsarbejder:
Lav adkomst til at diagnosticere. Hun har ingen faglig relation til knæsmerter, men hun har måske en anden, overraskende relevant adkomst: hun ved, hvordan fysisk belastende arbejde slider på kroppen over tid, fordi hun selv mærker det hver dag. Hendes udsagn vejer tungest, hvis det handler om “belastning og slid” – og ikke om en diagnose.
Hvis veninden er sygeplejerske på en fertilitetsklinik
Hun har generel sundhedsfaglig autoritet (ethos), men hendes daglige arbejde handler om noget helt andet end bevægeapparatet. Hendes udsagn lyder mere kvalificeret, end det reelt er, fordi vi ubevidst overfører hendes generelle sundhedsfaglige ethos til et felt, hun ikke har specifik adkomst til. Det er selve "den farlige fælde": høj generel troværdighed, lav specifik adkomst.
Hvis veninden er almen praktiserende læge
Nu er der reel, situationsbestemt autoritet. Hun har bred medicinsk viden og ser sandsynligvis knæproblemer jævnligt, men hendes adkomst er almenmedicinsk, ikke specialiseret. Hendes udsagn er værd at lytte til, men peger naturligt videre: "det kunne være et menisken problem, men du bør få det tjekket af en specialist."
Dette er faktisk et tegn på ægte adkomst: hun kender grænserne for sit eget felt.
Hvis veninden er ortopædkirurg med speciale i knæsygdomme
Her er alle tre elementer på plads: relationen til emnet (knæet er bogstaveligt talt hendes fagområde), situationsbestemt autoritet (hun er specialist, ikke bare sundhedsfaglig generelt), og agency (hun kan rent faktisk gøre noget ved det – hun kan undersøge, henvise, behandle).
Hendes udsagn vejer markant tungere, ikke fordi hun er en bedre ven, men fordi hendes ret til at udtale sig om netop dette emne, er optjent gennem år af specialisering.
Pointen
De siger alle 4 den samme sætning – “det lyder som om det kunne være menisken", men vægten, tilliden og handlingen, det udløser hos den anden veninde, ændrer sig fuldstændigt, alt efter hvem der siger det.
Det samme gælder for jeres virksomhed, hver eneste gang I taler til markedet. Det er ikke kun, hvad I siger - det handler I høj grad også om, om I har ret til at sige, det I siger – altså, om I har adkomst til emnet!